Back to top

Sy selv: lommeslynge

En lommeslynge er en supernem og dejlig måde at bære på. For at den skal være god, er det dog vigtigt, at den passer perfekt. Du skal derfor måle dig meget nøjagtigt, før du går i gang med at klippe.
 
Lommeslynger kan laves af flere typer stof og kan endda bruges parvis for støtte på begge skuldre. Vi anbefaler microfleece, flonel, eller en lækker, vævet bomuld.
 
Sådan måler du dig:
 
Tag et mål fra der, hvor din ene skulder runder og diagonalt hen over brystet til hoftebenet i den modsatte side af din krop. Tag højde for din barm og mål ikke ned mellem brysterne!
 
Sådan klipper du:
 
Tag et stykke stof, som er længden på dit diagonalmål + 15 cm sømrum + 15 cm for at undgå en for lille slynge, hvis du har målt forkert. Hvis dit diagonalmål er 60 cm, du altså bruge 150 cm stof i længden.
 
Bredden er en smagssag, og nogle foretrækker en relativt smal lommeslynge på ca. 60 cm. Andre vil hellere have en god bredde, hvis de bærer store børn og kan derfor have glæde af en bredde på 70-75 cm. I begge tilfælde vil der være stof nok til 2 slynger ud af 1 bredde. Sy evt. en anden til en veninde.
 
Sådan syr du:
 
Denne vejledning er til en lommesøm uden bue. Dette er lige så sikkert for barnet at sidde i som en med bue og er lidt hurtigere at sy.
 
Start med at lægge slyngen dobbelt i længden og mål fra den foldede kant. Du skal måle det antal cm, som dit diagonalmål er + 7-8 cm. Dvs. 67 cm, hvis dit diagonalmål er 60 cm. Afmærk dette langs hele bredden og sy en stikning med store sting, som kan pilles op.
 
Nu skal du prøve slyngen på, inden du laver den færdig. Fold den på tværs af bredden og tag den over hovedet, så den ligger på ene skulder, sådan at sømmen er ved din hofte. Den skal være ca. ved dit hofteben. Prøv evt. at putte dit barn i slyngen - hvis barnets numse er længere nede end dit hofteben, når det ligger eller sidder i slyngen, er slyngen for stor. Sjus dig frem til, hvor meget du skal sy den ind og lav en stikning magen til den første. Prøv igen, til den passer perfekt.
 
Når den sidder rigtig godt (og det er muligt, du lige skal gå rundt med den ufærdig et par dage for at finde ud af det), kan du sy den færdig. Lav en stikning med en mindre stinglængde oveni den anden (den, der passede). Klip det overskydende stof af, men ikke for meget!! Lad der være et sømrum på mindst 8 cm (gange to da det ligger dobbelt), da du så kan lægge den ud, når/hvis du næste gang bliver gravid, hvor slyngen ellers ikke vil passe dig. Fold sømrummet til den ene side og sy fast med en stikning med rimelig stor stinglængde.
 
Nu kan du lave den sidste finish på din slynge ved at bukke kanterne om og sy dem.
 
Du er færdig!! Nu har du et rør, som i bredden er 60-75 cm, afhængig af dit valg. Dette foldes på midten, så du får et rør på halvdelen af bredden. Den lomme, der fremkommer, lægger du barnet i - heraf navnet. Se hvordan man bruger en lommeslynge.

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.