Back to top

Sy selv: Fleece wraps (blebukser af fleece)

Jeg syr selv blebukser af fleece til Falke. Fleece er et syntetisk materiale, men det gør det faktisk ikke mindre miljøvenligt end naturmaterialer som uld. Uldproduktion, selv når den er økologisk, kræver ressourcer og er derfor ikke nødvendigvis mere miljøvenlig end fleece-produktion, som ofte bruger genbrugsplast. Fleece er dejligt åndbart, ligesom uld.

Jeg bruger polarfleece, købt til formålet, men man kan snildt bruge et gammelt tæppe til blebukser. Hvis det er tykt og der er luv på begge sider, kan de muligvis godt nøjes med at være i 1 lag.

Jeg kan bedst lide at wrap'en lukkes i siden med blød velcro. Man kan også lukke den foran, hvis man vil. Bruger man alm. velcro, bør det være i to stykker ovenover hinanden. Man kan også lukke den med knapper eller trykknapper. Jeg har købt blød velcro hos Fjølner i Viborg. Den kan ikke ses på deres hjemmeside, men de sender gerne, hvis man ringer. Den fås dog kun i mørkegrøn. Man kan også købe Aplix i udlandet - søg på google.

Jeg syr dem af 2 fulde lag fleece, syet sammen på vrangen og vendt ud af den klippede revne i det inderste lag. Man kan også sy dem af 1 fuldt lag og et fastsyet indlæg i form af en firkant, der er så bred som wrap'ens smalleste sted og går fra 3 cm under fronten til 3 cm under bagenden.

Revnen i det inderste lag kan også bruges til at lægge et firkantet stykke fleece ind i, til fx natbrug eller en lang køretur. Hvis du bruger mønstret til en lommeble er det her, du putter dine indlæg ind i. Bemærk: nogle lommebleer åbner i stedet oppe ved kanten bagtil, men jeg er ikke lige så vild med det, fordi det kræver to elastik-kanter, og det derfor bliver lidt tykt her.

Hvis du syr dem sammen på vrangen og vender (som vist) skal du klippe ca. 1 cm sømrum. Bruger du i stedet folde-eastik i kanterne, sys bukserne sammen vrang mod vrang, før elastikken sys på. Bemærk, at folde-elastik giver sig mere end bukse-elastik og derfor skal strammes mere til under syningen. Tip: sy først på fra den ene side, inden elastikken foldes over kanten og sy så den anden side på, ligesom med kantebånd. Sy gerne de to lag sammen, inden elastikken monteres.

Hvis du køber fleece til wraps, kan det anbefales at købe 1,25 m, for der er lige præcis ikke nok til 2 wraps i højden, hvis man bare køber 1 m, og det er træls.

Du skal bruge:
Fleece, 2 stykker á 55 x 50 cm (55 i højden)
bukse-elastik (½ cm bred), 75 cm
velcro, bred, 10 cm hook og 16 cm loop

Mønstret her er baseret løst på Tots Bots Fleece Wrap men forbedret :-) Deres størrelsesangivelse er 5-18 kg, men det er jo helt åndet. Falke vejer sikkert 10-11 kg nu og kan nok bruge dem længe, men de ville have svømmet på ham før 8 kg. NB. Hvis det er til en tynd baby, skal man sætte velcroen anderledes - læg wrap'en på og afmærk hvor lang om flapperne når, inden den bløde velcro monteres!

Syvejledning

Hent først mønstret ned - det ligger nederst under denne vejledning. Vejledning til mønstret:
Print filen ud. For at sikre, at str. er helt rigtig, skal du måle fra A til B - der skal være 9,3 cm. Hvis det ikke passer, kan du prøve at vælge "fit to page" i udskriften.
Klip mønstret ud og sæt det sammen med tape. Læg det på fleecen, eller  læg det først på mønsterpapir/mønster-stof og klip ud, inden du så lægger dette på fleecen.
De små hakker i kanten på mønstret indikerer, hvor elastikkerne sættes fast.
Den stiplede linje indikerer, hvor du kan klippe en revne i det inderste stykke fleece, hvis du syr den sammen på vrangen som vist eller vil bruge det som lomme til ekstra fleece.
Mønstret viser, hvor velcroen sys fast med firkanter.

Klip først to ens stykker fleece. Sæt dem sammen med nåle ret mod ret.
Klip 2 stykker blød velcro á 8 x 3,5 cm, 2 stykker krads velcro á 3,5 x 5 cm og to stykker fleece á 4 x 7,5 cm. Montér den kradse velcro på fleece stykkerne med ligesting og zigzag derefter kanterne.
Læg flapperne på fronten af wrap'en som vist.
Fjern inderside-fleecen og læg flappen på som vist på billedet, så velcroen er 1 cm fra kanten af frontens side og ca. 1½ cm nede.
Læg inderside-fleecen på plads igen og sæt fast med nåle. Sy hele vejen rundt ca. 1 cm inde.
Her ses den klippede revne i det inderste lag fleece.
Klip hjørnerne af - det gør det lettere at vende wrap'en pænt i hjørnerne. Klip ikke for tæt på syningen, ca. 2 mm fra.
Sæt elastikkerne fast ved mærkerne med nåle. De skal monteres udenfor kantsømmen. Sy dem fast med ligesting frem og tilbage nogle gange i hver ende.
Elastikkerne er nu monteret og wrap'en er klar til at vende.
Sådan ser den ud, når den er vendt, inden den er sømmet.
Sæt nu nåle i hele vejen rundt 1-1½ cm fra kanten. Sørg for, at elastikkerne ligger godt ind til kanten. Sy så en ligestingssøm så langt fra kanten, at den ikke rammer elastikkerne - de skal ligge i løbegangen, som dannes.
Sådan ser den ud, når den er sømmet.
Sæt de bløde velcrostykker fast på ydersiden af wrap'en, hvor det er vist på mønstret. Det er nemmest med zigzag.
Sådan ser den færdige wrap ud...
... og sådan ser den ud, når den er lukket sammen.

Kommentarer

Hej:)
Nu (desvære) ikke gravid, men ved at min kusine snakker om at købe stofbleer til hendes kommende barn, så kunne godt tænke mig at sy en til hende, så hun kan se hvordan de er.. Hvad størrelse i cm (der hvor man skal tjekke) tror du ville cære fint til en nyfødt? For det kunne jo være fint hvis den kan bruges, så materialerne ikke er spildt :D

I øvrigt, tak for en dejlig brugsanvisning :)

Hej
Vil igang med at sy fleeceblebukser til sønnike. Brugte PUL bukser til storesøsteren, men tjekkkede siden her ud. Havde dengang ikke mo på selv at sy. Vil høre hvor mange par man skal have? Han er 18 mdr nu og vejer 12 kg, men er smal om hoften, hvlken str skal jeg sy dem i?

KH Tanja

Hej Tanja,

Bukserne kan bruges nogle gange før de skal vaskes, og kan bare ligge til tørre nogle timer. Hvor mange du skal have afhænger af hvor tit du vasker. Hvis du regner med at bruge 2 par om dagen, og vasker hver 3. dag, kan du sy 7 stk, så du har en ekstra også.

Det er svært at sige med størrelsen - jeg vil anbefale at du tager mål på ham og ser på mønstrene, samt evt. syr en enkelt prøve inden du går i gang med den store produktion Smile Det er altid en god ide. Sy dem evt. ikke sammen men prøv dem bare på ham, så du får en fornemmelse af størrelsen og ret til, inden du laver dem færdige.

Et alternativ er strikkede uldbukser, som du også finder mønstre på her på siden.

Det er sikkert et dumt spørgsmål, men er dette kun en blebuks eller er det en aio, du skriver man kan ligge et indlæg i til nat, betyder det at det ikke er nødvendigt med et indlæg til daglig? Jeg har brugt pul+bomulds indlæg og jeg gik i forbindelse med sygdom over til engangsbleer og nu kan jeg ikke rigtig komme ind i rytmen med PUL bleerne igen, jeg synes blandt andet at de fylder for meget med de kæmpe indlæg der hører til. 

Ikke spor dumt :-) Nej, dette er kun en blebuks - fleece suger ikke i sig selv. Der vil altid skulle indlæg i, evt ekstra til natten.

Der er mange der fylder meget, ja! Man kan mindske dette ved at bruge de tekstiler, der suger mest, som fx bambus - var det en mulighed?

Hej.

super vejledning

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.