Back to top

Plastikken i dit køkken

Vi bruger rigtig meget plast, og der er al mulig grund til at begrænse denne brug. Læs denne artikel for info om plastposer samt ideer til at undgå dem.

I et forsøg på netop at begrænse brugen af engangsting som plastposer, stanniol og den slags har jeg længe brugt masser af plastbøtter til opbevaring af mad. Men da jeg forleden satte mig for at undersøge, om det nu også er så smart igen, blev jeg faktisk noget forskrækket. Der er faktisk al mulig grund til at finde alternativer til plast, når vi snakker opbevaring af madvarer. Mange plasttyper lækker små mængder af giftige stoffer, når de er i kontakt med madvarer (især varme eller fedtede af slagsen). Det er jo en gammelkendt sag, når man snakker PVC, men også andre typer plast er problematiske. Det værste er, at man faktisk ikke ved helt nok om farerne, og derfor har jeg personligt besluttet mig for at forsøge at undgå plasten i køkkenet. Jeg vil gerne give nogle tips videre til alternativer, samt hvad man skal være opmærksom på, hvis man fortsat ønsker at bruge (noget) plast i køkkenet.

Om plast
Plast fremstilles af råolie, hvilket i sig selv gør det miljømæssigt problematisk i forhold til noge af alternativerne. Derudover er plast ikke så stabilt som glas, stål eller stentøj, og det kan derfor udskille stoffer til det, der opbevares i det, især hvis det opbevarede er olie/fedtholdigt, i forbindelse med varme eller over længere tid.

Herunder ser du en liste over de forskellige plastgrupper. Den er på engelsk, da jeg ikke lige hurtigt kunne finde en tilsvarende dansk. Numrene er den, du finder inde i den lille trekant et sted på bøtten - finder du den slet ikke, kan du sikkert gå ud fra det værste.

1—polyethyelene terephthalate (PETE)
2—high-density polyethylene (HDPE)
3—vinyl, polyvinyl chloride (PVC)
4—low-density polyethylene (LDPE)
5—polypropylene (PP)
6—polystyrene (PS)
7—other (includes polycarbonate, acrylic, polylactic acid, fiberglass)

De røde er de værste, som man virkelig skal overveje at skifte ud med alternativer. PVC er der vel ingen, der ikke har hørt skal ud. Også de andre skal bruges med omtanke. Læs meget mere nedenfor.

Tommelfingerregler er, at plasten afgiver mest, når det er i forbindelse med olieholdigt mad eller meget varm mad. Bøtter, der ikke er lavet specifikt til mikroovnsbrug er især dumme med varm mad i, men generelt er intet plast så sikkert som fx glas, heller ikke plast til mikroovnsbrug.

Glas, rustfrit stål og emaljeret støbejern afgiver absolut intet til maden og er derfor gode alternativer.

I skabene
Hvis du plejer at hælde mel, sukker og pasta over på plastbøtter for at opbevare det, kan du nemt bare springe dette skridt over og lade det blive i posen til det skal bruges. Men ellers kan du i skabene bruge alle de samme ting, som står under "I køleskabet". Måske skal du være særlig påpasselig med at bruge krukker, som kan lukkes helt, dvs. fx gamle rødbedeglas o.l. OBS: Du skal dog være opmærksom på den slags glas, da nogle af dem er problematiske. Under metallåget sidder en plastmembran, og den har i visse tilfælde vist sig at indeholde phtalater. Sørg altid for, at madvarerne ikke rører ved låget. I nogle glas er der ingen plastmembran - det gælder for mange glas fra Urtekram med honning, peanutbutter o.l., da lågene er af plast hele vejen igennem.

Til brødet
Når man selv bager, kan man komme til at bruge mange fryseposer på at opbevare sit brød, men det er ikke nødvendigt. Man kan bakke det godt ind i kraftigt stof, fx viskestykker, og have det enten i en kurv på bordet eller i skabet. Det bliver ikke tørt som i papirsposer, og det holder lige så længe som i plastposer, hvilket herhjemme er 3 dage. Vask viskestykket efter hver omgang.

I køleskabet
Her kan du rimelig nemt finde alternativer til plasten, og det behøver ikke engang være dyrt.

  • Ildfaste fade med låg er gode til opbevaring af madrester eller andet. Bemærk, at lågene ikke slutter tæt, og du skal derfor regne med lidt kortere holdbarhed. Måske kan det hjælpe lidt, hvis du lægger et stykke sammenfoldet madpapir mellem låg og fad. Brug resterne indenfor et par dage.
  • Glasskåle med plastlåg. De kan købes nye hos Ikea og isenkræmmere. Du kan også være heldig at finde dem i genbrugsen. Plastlåget slutter tæt og er ikke i direkte kontakt med madvarerne. Jeg har 4 store Bodum Superbowl, som jeg er vanvittigt glad for, hvor plastlåget slutter helt tæt.
  • Glas med låg, altså gamle syltetøjsglas, rødbedeglas, peanutbutterglas o.l. De er smarte til små madrester og helt gratis. Brug pestoglas til et halvt løg, der lige skal gemmes.
  • Sylteglas. Du ved, dem med et låg, der vippes op, og en gummimembram til at lukke tæt. De er overalt i genbrugser og kan også købes nye i mange størrelser.
  • Keramikkrukker med låg findes også alle vegne i genbrugser. Mange er rigtig søde, med påskifter som "smør" og "margarine" og i fede funky mønstre og farver.
  • Rustfrit stål kan bruges til madvarer på køl og findes somme tider også i genbrugser, men kan ellers købes nyt hos isenkræmmeren.


I fryseren
Dette er lidt mere tricky end i køleskabet men ikke uladssiggørligt.

  • Kraftigt glas med tætsluttende plastlåg. Tjek lige om mærket er egnet til frysning. Førnævnte Bodum Superbowl kan bruges til frys. De har også en linie med glas med plastlåg, som måske også kan fryses?
  • Stentøj kan fryses med madvarer i, men hvis låget ikke slutter helt tæt afkorter det holdbarheden en hele del.
  • Rustfrit stål kan muligvis også fryses - det skal jeg lige undersøge, men hvorfor ikke?
  • Mælkekartoner kan også bruges til at nedfryse i, og isbøtter af pap, som fx Haagendasz, kan også genbruges.

Jeg har valgt at beholde de plastbøtter, som er af polypropylen (nr. 5) specifikt til brug i fryseren, da jeg ikke har nok glas til frys endnu.

Til drikkevarer
Mange af os genbruger plastflasker fra kildevand eller sodavand igen og igen og tror, at det er smart - det har jeg i hvert fald troet i årevis. Og selvom de ofte er lavet af gruppe 1 plast, så er det altså en dårlig idé! Det er åbenbart kendt mange steder, at de efter nogen tids brug begynder at lække giftstoffer - jeg hørte i gr, at de max må genbruges 10 gange, før de skal kasseres.
Man kan i stedet bruge en flaske af rustfrit stål til medbragte drikkevarer på ture.
I køleskabet kan man bruge glasflasker og -kander.

Til turen
Her bliver det rigtig spændende! For man kan jo ikke slæbe rundt på en masse glasskåle i rygsækken.

  • Opbevaringsbøtter af rustfrit stål er ikke tunge og kan nemt tages med på ture.
  • Kagedåser er ofte lavet af metal, er ikke tunge og kan nemt komme i en rygsæk.
  • Hvis du er af sted i bil eller med barnevogn kan du nemt bruge glas, evt. kan du pakke det lidt ind hver for sig i et viskestykke.
  • Alternative stof-baserede indpakninger som denne til sandwiches og denne til snacks er fede idéer, som måske kan efterligne derhjemme?
  • Hvis du bare ikke har andet end plastbøtter kan du måske pakke din mad ind i madpapir, så den ikke er i kontakt med plasten.
  • Til at spise af kan du bruge træ-og bambusskåle og tallerkener, og du kan bruge rustfrit stål-kopper til at drikke af.

Til komfuret og ovnen
"Jeg steger da ikke i plast!!" tænker du måske. Men det gør du altså - hvis du bruger teflonbelagte gryder, pander og bageplader/bagefolie. Teflon er et plastprodukt, og det er i høj grad også sundhedsskadeligt. Hvis det varmes højt op, udskilles en masse partikler, som er så skadelige for fugle, at det nu kræves, at der står på teflonprodukter, at man ikke skal have fugle i køkkenet! Det synes jeg ikke rigtigt indikerer at det er uproblematisk for mennesker. Og der findes alternativer!

  • Rustfrit stål holder nærmest evigt. Det kan i stor stil købes i genbrugser men også nyt hos isenkræmmere alle vegne. Sæt i blød i varmt vand med lidt sæbe inden rengøring af fastbrændt mad.
  • Emaljeret støbejern er tungt men holder også rigtig godt. Sæt i blød i varmt vand med lidt sæbe inden rengøring af fastbrændt mad.
  • Bageplader uden teflon er helt sikre. Bemærk at bagefolie beregnet til at genbruge er teflonbelagt. Alm. bagepapir er derfor bedre, men det er allerbedst for miljøet at bruge bagepladen som den er, og så smøre den inden brug.

I princippet kan man også bruge anodiseret aluminium, som også fås alle steder, men hvis det bliver ridset, kan der afgives aluminium til maden, og det er sørme også skidt. Så de to ovennævnte er de bedste alternativer.

Service

De fleste af os bruger keramikservice, men til børn bruger mange plast. Man kan dog få tallerkener af bambus eller træ, som er fine til børn. Melamin er måske også okay. Kopper af rustfrit stål går ikke i stykker, hvis de ryger på gulvet :-)

Andet grej
Chancen for, at du har plastpaletter af gruppe 7 plast liggende er stor. De udsættes for betydelig varme i forbindelse med madlavning og kan derfor udskiftes med fordel.

  • Træredskaber er gode, rimelig billige og jeg har i hvert fald haft mine i årevis :-)
  • Rustfrit stål er slidstærkt, og hvis du bruger gryder af rustfrit stål skal du jo ikke tænke på,om det ridser.
  • Melamin er vist også okay forbindelse med madlavning - det skal jeg lige undersøge nærmere.

 

Læs mere (på engelsk)

[url=http://www.care2.com/greenliving/kitchen-plastic-easy-greening.html]Køkken-plastik - alternativer[/url]

[url=http://findarticles.com/p/articles/mi_m0ISW/is_2001_Jan/ai_70777248]Plastik - den 6. fødevare-gruppe[/url]

[url=http://www.grinningplanet.com/2004/11-09/chemicals-plastic-storage-conta...

[url=http://healthychild.org/resources/article/shoppers_guide_to_plastics_foo...øbsguide: alternativer til problem-plast[/url]

[url=http://tuberose.com/Teflon.html]Om teflon[/url]

[url=http://www.coopamerica.org/pubs/realmoney/articles/plastics.cfm]Mere detaljeret om problem-plast[/url]

[url=http://greenerpenny.blogspot.com/2007/09/least-toxic-totables.html]Phtal... opbevaring[/url]

[url=http://books.google.com/books?id=S28jeel2VfUC&pg=PA247&lpg=PA247&dq=mela...øgelse af melamin[/url]

[url=http://www.savvymom.ca/index.php/newsletter/its_your_choice/]Alternativer til plast[/url]

Da jeg havde læst ovenstående links, tog jeg ud for at se på glas og keramik i den nærmeste genbrugs. Jeg fandt for 130 kr. det, du ser på billedet herover (opstillet og fremvist af Falkesfrække  veninde, Jasmin :-)) samt en gryde i rustfrit stål, til erstatning for den tefal-gryde, jeg har stillet ind i legekøkkenet.

Herover ser du det, jeg kasserede fra skabet efter indkøb af glas. Det er gammelt Tupperware og nyt billig-plast, som altsammen glimrer ved ikke at have nogen plastkode på! Derfor er det nu i gang med sit nye liv som opbevaring af knapper :-)

 

Pastasauce opbevaret i et ildfast fad i køleskabet - dejligt plastfrit. Kan gå direkte i mikroovnen.



2 pandekager opbevaret i en dyb tallerken med en flad tallerken ovenpå. Det kan gå direkte i mikroovnen. [quote]

Kommentarer

Hejsa sisse,

glimrende skrevet! Må jeg bare lige opfordre til, at man ikke kun undgår plastic til mad, men i det hele taget undgår overhovedet AT KØBE DET, i så vidt omfang som det nu er muligt...da ét af hovedproblemerne med plastik ikke kun er det skidt de afgiver når de er i brug, men i højeste grad også at det er så forurenende at producere!!!
Knus, Mette

Hej Maisha,
hvor er det godt, at der er sådan nogle oplysende hjemmesider som den her... Forbrugere har brug for/ret til at vide mere om hvad vi fylder vores huse/køleskabe og ikke mindst unger med, og det her er et godt sted at begynde.

Jeg er selv stofble-entusiast med hang til økologi og genbrug - deraf mit valg af beskæftigelse som iværksætter indenfor økologi til børn. Jeg vil straks tilføje et link til den her hjemmeside inde på min netbutik!

Hav det godt og tak for din spændende side,
Mette, Ko og Ko

Hej Maisha.

Meget spændende at læse om plasten. Prøver at undgå den, og har længe tænkt over hvad der egenligt er i plastposerne. Iøvrigt har bilka en rigtigt god serie af glas i mange størrelser med låg. Bruger dem til krydderier, mel og div. ting i køleskab.

Men, jeg er overrasket over al din tale om mikro bølge ovnen. Jeg har ikke en masse facts men er dog klar over at strålerne fra denne ikke just er sunde. Samt at maden som måske var økologisk ikke har meget godt næring tilbage efter sådan en tur?
Jeg har bare prøvet at vande 2 forskellige blomster med alm. vand og vand som havde været en tur i micro ovenen. Den sidst nævnte havde det ikke så godt som den første. Ret tydeligt.

Tænkte bare at for en som dig, ville denne viden give stof til eftertanke.

Tak for alle dine gode studier og oplysninger.

Eva

hej eva,

tak for rosen :-D

jeg har flere gange i forbindelse med artikler søgt efter undersøgelser af sundhedsskadelig påvirkning ved brug af mikrobølgeovne, foreløbig uden held. der er en masse på nettet om folk, der er skeptiske overfor brugen, men ingen med hardcore facts, og derfor vil jeg ikke fraråde brugen.

hvis du skal lave dit eget forsøg med vand, som du beskriver ovenfor, bør du i øvrigt være opmærksom på at sammenligne "behandlet vand" og ikke postevand med vand fra mikroovn - dvs du bør vande den ene plante med vand fra mikroovn, den anden med vand kogt i gryde/kedel og evt. en tredie med demineraliseret vand el. lign. ellers er sammenligningen ikke helt reel ;-)

kh,
sisse

Hej
Super god hjemmeside, sådan een har jeg ledt efter længe.
Jeg har lige et spørgsmål ang. tupperware: Jeg havde forståelse af, at det var ok at bruge fordi de netop ikke brugte PVC. Ved du noget om dette?

Hvis du skulle fryse små portioner hjemmelavet babymad, ville du så bruge diverse glas-opbevaring? Kan man bruge noget som der har været mad i forvejen, eller er det bedst at købe noget der er specifikt egnet til formålet?

På forhånd tusind tak.

Vibe

tak :-)

jeg går ud fra, at tupperware af nyere dato er PVC-frit, men mit var fra 70'erne og arvet og havde ingen mærkning. hvis der ikke er mærkning, vil jeg lade tvivlen komme mig til gode ;-)

man skal være lidt varsom med glas i fryseren - det kan splintre, så det er nok en god ide at prøve med et enkelt glas først.

du kan godt bruge noget, der har været mad i før - du tænker sikkert på bøtter med is, youghurt osv, ikke? det kan godt bruges. lad gerne maden køle helt af, før du hælder den i bøtten og fryser.

Jeg sad lige og læste på din hjemmeside..

Hvis man køber kæmpe potioner af kød når man handler så man altid har i fryseren, hvordan ville du så mene man skulle pakke dette da du siger man helst skal undgå fryseposer??

PÅ forhånd tak

Hej,

Mht. til at opbevare madvarer i mælkekartoner/pap-is-bægre osv, for at undgå plast:
Jeg er overbevist om, at mælkekartoner og andet pap til opbevaring af fugtige fødevarer er belagt med en plastfolie indvendig, for at være tætte. Prøv bare at mærke på dem invendig!
Jeg har vist ovenikøbet fået det fortalt af en medarbejder med Tetra-pak.
Jeg ved dog ikke hvilken type plast der er tale om.

Der findes masser af service i melamin - især til børn. Jeg bruger det selv til min datter. Skulle det ikke være helt i orden?

Øhh, hvorfor er der så mange kommentarer, jeg aldrig har set her?? Jeg må lige tjekke sitet igennem, og råde bod på det!

Ulf: det kan der godt være noget om! Men det må kunne googles :-)

Gitte: Eftersom melamin også er plast, kan det også afgive stoffer til maden. Det er kun glas, stål og keramik, som ikke gør.

Mht storindkøb af kød, så ved jeg ikke hvad man kan bruge. Plastposer er plast - jeg siger ikke at man ikke skal bruge det, men man kan jo starte med at bruge det med omtanke ;-) Det er immervæk et miljøbelastende element, og så er der lige den med hvad det afgiver til vores mad...

Hej :-)

Mht til mikrobølgeovn, har jeg flere steder læst at man har checket blodet på nogen før og efter de har spist mad fra mikroovnen, og at det ændre deres blod på en ikke god måde, jeg kan ikke huske hvordan, om det klumper som når vi udsættes for stråler osv, eller hvad det var, men der var ihvertfald en ændring i blodet, som ikke skete når maden ikke havde været i mikroovnen. Nu er indlægget her også nogle år tilbage, så mange ting kommet mere frem siden.

Af pladshensyn i fryseren bruger jeg altid plastikcposer til indkøbt kød og fjerkræ, når dett skal ompakkes og i fryseren. Mon det afgiver noget til kødet så, der er jo fedt i kød ? Her kan jeg ikke lige finde noget alternativt mht til pladsen i fryser, og variationen i strørelserne der fryses i afhængig af varen. Nogen gode bud ? 

Og hvor har jeg samlet brugte rødbedeglas, pestoglas, alt muligt glas, og opbevare nu glad vores mad og rester osv i glas- og keramik ting. 

Tak for din info.

Mange hilsner Birgitte

Hej Birgitte, jeg har ikke undersøgt det mere indenfor de sidste år, men jeg har faktisk skilt mig af med min mikro ;-) Jeg ved ikke nok om det, og desuden synes jeg den opvarmer herredrligt :-D Så jeg har lært mig at varme i ovn og gryde i stedet, og det fungerer perfekt.

Ja, plasten kan godt afgive noget til kødet, men mest når det opvarmes - og så er plastposer til fødevarer altid den bedst mulige slags plast.

Det lyder som her :-) Og selv tak, da!

hej igen,

Tak - det var hurtig tilbagemelding. ja, gryde og ovn er bedre alternativer og varme bedre også, tager bare mere tid..... men det er helt sikre sundere og bedre  :-). Indtil videre har vi kun fået sat mikroovnen, som vi var meget længe om at få ind i huset pga mistænksomhed omkring de, lidt væk....og den skal ud inden for længe.

Ok, det er mest når det er varmt det kan afgive til kødet,, og det er det jo ikke når det er køleskabskoldt og skal i fryser, så det er jeg glad for at høre, og også at det her er det bedste plast til formålet. 

Er du så inde i omkring elkedler, når de er af plast ? Jeg har hørt at stål er bedst til elkedler, men hørte så en anden sige at plast kan være  bedre end stål, at det afhænger af plast og stål kvaliteten. Og netop i elkedel der er der jo tale om varme.

God aften :-)

Hm nej, jeg kender ikke noget til elkedler, men det må være til at google noget info om plast versus stål? Umiddelbart er stål vel bedst.

Ok, har googlet men ikke rigtig fundet frem til noget jeg kunne bruge helt til formålet. Ja troede også stål, indtil en sagde, at det kommer an på kvaliteten af stålet. Men fik ikke spurgt mere ind til det lige. Måske det skal være emaljeret stål som fex jeg har læst en friture kan være lavet af. Ved ik. Men tak for svar og hav et godt :-). Mange hilsner Birgitte

Det er sikkert rigtigt, det med kvaliteten. Mit bedste bud er at spørge Maja på mkittekat-bloggen (evt på hendes FB side), hun plejer at vide en masse om den slags - og kom gerne tilbage og fortæl hvad du finder ud af, hvis du gider :-)

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.