Back to top

Kager uden korn

Da min yngste søn ikke tåler kornprodukter (altså ikke bare ikke tåler gluten men også reagerer negativt på glutenfrit bagværk), har vi efterhånden afprøvet en del opskrifter på bagværk uden kornprodukter. Brød er lidt svært - men kager er nemt at lave uden korn, og nedenstående opskrifter er fantastisk lækre :-)

Og jeg ved godt der virkelig mangler billeder, men jeg har altså ikke noget kage i skrivende stund at tage billeder af, så det må komme ;-)

Der er rigtig meget godt at hente på sites og i blade, der fokuserer på paleo/stenalderkost eller LCHF (low carb high fat, dvs mad med lavt indhold af kulhydrat og med masser af fedt). I Familiejournalen er der en god klumme med opskrifter af den art, og sites som Madbanditten bugner af lækre sager.

 

Kartoffelkage med chokolade og hasselnødder

Dette er vores favorit - og den er smagsgodkendt af adskillige kornspisere ;-) Den smager slet ikke af erstatning, som nogle ting ellers godt kan komme til, efter min mening. Den er fra ALT for damerne og indsendt af læser Jane Hinrichsen i Kbh. Ø.

Til 8 personer

175 g rå rørsukker

4 æggeblommer

reven skal af 1 ubehandlet appelsin

saft af ½ appelsin

100 g mørk chokolade af god kvalitet + 3 spsk vand

250 g kogte, kolde kartofler (koges med skræl)

200 g malede hasselnøddekerner + 1 tsk bagepulver

4 æggehvider pisket stive med 1 knsp salt

 

Pisk sukker og æggeblommer tykt

Kom reven skal og saft af ½ appelsin i.

Smelt chokoladen med vandet over vandbad og rør det i dejen.

Pil og riv kartoflerne fint ned i skålen og vend dem med dejen sammen med de malede hasselnødder blandet med bagepulveret.

Vend forsigtigt de stift-piskede æggehvider i til sidst, hæld dejen i en smurt springform og bag kagen ved 180 grader ca. 1 time.

Afkøl kagen på en bagerist. Pynt med sigtet flormelis og marcipankartofler (ovale kugler af ca. 100 g marcipan rullet i kakao).

 

Kakaomuffins

Opskriften her er fra Familiejournalen, indsendt af Margita Stopkova.

3-4 æg

1½ dl fløde

½ dl Sukrin (jeg bruger rørsukker)

100 g hasselnødder

100 g mandler

50 g tranebær (har kun prøvet dem uden)

100 g smør

2-3 spsk kakao

1 tsk bagepulver

 

Pisk æg og Sukrin sammen i en skål. Mal nødder og mandler, dog gemmes lidt til flager til pynt. Hak tranebærrene og smelt smørret. Tilsæt nødder, mandler, tranebær, smør, kakao og bagepulver. Fordel blandingen i muffinforme og bag dem i 15-18 min. ved 180 grader. Pynt de færdige muffins med flagerne.

 

Glutenfri havre-choko småkager

Opskriften her er ikke kornfri, da den indeholder glutenfri havre, men den fungerer godt for min søn, da havren ikke er malet (det er vist især mel, der giver ham problemer). Den er gammel, min mor har lavet disse kager (dog med hvede/spelt) i mange år, men denne variant smager absolut lige så godt :-)

100 g smør

125 g sukker

1 æg

90 g certified oats (havre, der er håndluget og garanteret fri for hvede etc)

25 g mandelmel (det fine fra helsekosten)

50 g hakket mærk chokolade

½ tsk bagepulver (det udelader jeg, og så bliver de mere sprøde og flade :-))

 

Rør smør og sukker godt sammen, tilsæt æg og rør igen, og tilsæt så resten og bland godt. Brug en ske til at sætte dem på bagepladen - jeg plejer at trykke dem flade inden jeg bager dem. Afhængig af tykkelsen skal de bares 8-12 minutter ved 200 grader midt i ovnen. Pas på - de kan nemt brænde på, så kig hellere en gang for meget til dem. Lad dem køle helt af på en baerist, oh opbevar i kagedåse.

 

Kokostoppe med chokobund

En af de nemmeste ting at bage kornfrit er selvfølgelig kokostoppe/makroner (som ofte også fås uden mel i bagerbutikker - hvis nu du engang imellem mangler noget glutenfrit/kornfrit til at købe :-)). De er meget populære her i huset :-)

3 æg

150 g sukker

250-300 g revet kokos

 

Bland det hele sammen og sørg for at konsistensen er sådan at du kan sætte det i toppe på bagepladen. Du kan godt tilsætte mere sukker, men jeg synes selv de bliver for søde med lige dele kokos og sukker. Bag til de bliver brune i kanten og let gyldne ovenpå, 10-12 minutter ved 200 grader. Lad dem køle af på en bagerist.

Smelt 100 g mørk chokolade over vandbad, og dyp makronerne i det så bunden dækkes af chokolade. Læg dem på bagepapir på en plade, og lad dem køle helt af. Opbevar i kagedåse.

Kommentarer

Mmmmmm.... kage......

Ja, ikke? Du er nødt til at prøve den med kartoflerne, den er sååå god!

Jeg faldt lige over din hjemmeside ifm. hækleforummet på fb.

For ca 7-8 år siden udkom en bog om at 'detoxe' - "Guide til detox kost, mad der glæder din krop", jeg ved ikke om du har kendskab til bogen, men den er fyldt med opskrifter på mad uden korn. 

Fed side i øvrigt, jeg kigger helt sikkert forbi igen.

 

Kh, Heidi

Hej Heidi, tak for rosen :-) Og tak for tippet! Den må jeg kigge på. Der er i øvrigt et væld af online opskrifter, dels fordi det populære LCHF og stenalderkost byder på meget kornfrit, og dels fordi der fx i USA er fokus på hvordan nogle mennesker (ligesom min søn) ikke bare ikke tåler gluten, men alt korn (i hvert fald indtil deres maver fungerer godt :-)).

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.