Back to top

Hårfjerning med sugaring

Hvis man går med på ideen om at kvinder skal være fløjlsbløde og hårfri, kan man - hvis man er som mig - nemt komme enten til skade, eller af med en masse penge :) Men der er en nem metode, med et urgammelt produkt du kan lave af ting, du sandsynligvis allerede har i køkkenet: sugaring.

Jeg har selv i min pure ungdom prøvet adskillige metoder til at fjerne hår fra benene. Ved at barbere skar jeg en pæn luns af min hud ved anklen (aaaaav!), og ved at bruge Veet til sensitiv hud, fik jeg førstegradsforbrændinger over hele underbenet og måtte haste på apoteket. Voksstrips gjorde bare nas, og jeg tør slet ikke tænke på de ting, min veninde og jeg brugte penge på at købe på tv-shop  :D

Da jeg så i starten af årtusindet siden smed alt mit kemi ud af køkkenet og badeværelset, faldt jeg tilfældigt over opskrifter på sugaring - en karamel-substans, som kan bruges til at fjerne hår, og som er mere skånsom for huden end voks. Nu er det vist blevet så udbredt, at man kan få professionelle behandlinger med det i stedet for voks, men du kan altså sagtens gøre det selv :)

Og må jeg lige sige en ting, før jeg går i gang med opskrifterne: man kan også bare lade være med at fjerne hår  ;) Jeg mener, måske kan man overveje, om man egentlig går ind for de skønhedsidealer, vi har i vores del af verden, og om man reelt er generet af den hårvækst, man vil af med. Jeg har i mange år fjernet hår under armene, fordi jeg simpelthen lugter mere af sved, når der er hårvækst - det holder på fugtigheden og giver grobund for de bakterier, som får sveden til at lugte. Men benene har jeg ladet være, fordi jeg egentlig ikke gad gå med på den galej. Jeg mener, de isolerer faktisk ret godt om vinteren, de hår der  :D Og hvorfor skal man være glat på benene, når vi nu fra naturens side er udstyret med hår? Nuvel, du skal ikke høre et ondt ord fra mig, hvis du vælger at fjerne hår - men tænk bare lige over hvorfor du gør det :)

Fremgangsmåde

Og nu til sagen - sugaring virker ved at karamelmassen, ligesom voks, klæber til hårene, som så bliver siddende når massen fjernes med et hurtigt træk. Man kan bruge stofstrips, eller man kan bruge massen som en stor klump der strækkes ud over huden og hives tilbage. Det kan bruges alle steder - på benene, i ansigtet, bikinilinjen, you name it. Fælles for alle metoder er forberedelserne og efterbehandling:

Før:

  • Vask huden godt, så den er fri for al fedt og olie. Brug evt en antibakteriel vask, som kan laves selv. Dette for at undgå, at de åbne hårsække kan blive inficeret, når håret er fjernet.
  • Brug maizena eller lignende til at pudre huden ganske let med, i et tyndt lag. Dette gør det nemmere for karamelmassen at sidde fast i hårene.

Efter:

  • Vask huden igen, evt. med antibakteriel vask.
  • Slut af med koldt vand for at få porerne til at lukke sig.
  • Smør huden godt med en god olie, gerne sheasmør.

Og lad nu være med at gøre det her samme dag du skal se fin ud, ikke? Du kan godt rødme noget.

Fremstilling:

Der er mange måder at lave sugaring på, og jeg har kun selv prøvet få af dem. Fællestrækket er sukker og citronsaft, og nogle bruger også honning, og glycerin. Lav evt. små portioner til du har fundet fidusen og din yndlingsopskrift, og derefter større portioner, der kan gemmes i køleskabet i mange måneder. Opbevar det i noget, der kan tåle opvarmning - enten i mikroovn eller vandbad - og som er nemt at få en spatel eller andet ned i, når du skal påføre det.

De skal alle laves ved opvarmning til omtrent 115-120 grader, under omrøring. De kan laves i en gryde eller i mikroovn. Jeg vil anbefale dig at bruge et sliktermometer, da temperaturen stiger hurtigt, men har du ikke et, kan du få et fingerpeg om varmen ved at se på blandingen - når den nærmer sig den rette temperatur vil den ofte skumme samt antage en mørkere farve, som rav.

Blandingen skal køle ned til den ikke er brændende på huden, før den kan anvendes. Når du har den på køl og tager den ud til brug, skal du ligeledes opvarme den til håndvarm inden brugen.

Opskrifter:

Alle opskrifterne jeg har fundet er fra amerikanske sider, og derfor i cup-mål. 1 cup svarer til 2,5 dl, så må du lige selv omregne. Slag på tasken giver en citron omtrent ½ dl saft, og du må gerne bruge flaskesaft  ;)

Opskrift 1:

  • 1 cup sukker
  • 1/3 cup honning
  • saft af ½ citron
  • 2 tsk glycerin, tilsætttes efter opvarmning

Bland sukker, honning og citronsaft og varm op som ovenfor beskrevet, lad køle let. Tilsæt glycerin. Anvend når afkølet til håndvarm med strips.

Opskrift 2:

  • 2 cups sukker
  • 1/4 cup citron
  • 1/4 cup vand

Bland alle ingredienser og varm som ovenfor. Lad køle til håndvarm og anvend med strips, eller lad den køle til stuetemperatur og anvend uden strips.

Anvendelse med strips:

Når blandingen ikke brænder din hud, påføres den med en spatel, eller bagsiden af en kniv eller lignende, som kan lægge den på i et tyndt lag. Du kan enten vælge at 1) påføre MED hårets groretning og derefter påføre strip, trykke/gnide fast og derefter hive strippen bagud (aldrig opad væk fra huden) MOD hårets groretning, mens du holder huden stram, eller 2) gøre det modsat - dvs påføre sugaring MOD groretning, og hive strippen MED groretningen. Sidstnævnte metode skulle give færre krækkede hår, indgroede hår og betændte hårsække. Den samme strip kan i øvrigt bruges igen et par gange.

Strips kan laves ved at klippe et gammelt lagen eller lignende ikke-strækkende stof ud i passende stykker med en takket saks. Fx kan 20x6 cm være godt. Det vigtigste er, at stoffet ikke er for kraftigt.

Jeg har prøvet denne metode, og synes det virker rigtig godt for mig. Man skal være opmærksom på, at man nok ikke får alt hår med første gang man prøver, men at man godt kan tage det samme område et par gange, før man går videre til det næste stykke hud - men ikke for mange! Efter nogle uger kan man så prøve hele processen igen, og får sandsynligvis endnu bedre resultater.

Anvendelse uden strips:

Dette har jeg ikke forsøgt endnu, men du kan se en trinvis vejledning her: http://hairremoval.about.com/od/sugarwaxing/ss/how-to-sugar.htm. Hvis du har svært ved det engelske, kan du lige skrive til mig, så jeg kan hjælpe.

Yderligere anvendelsesmuligheder

Kender du til pore strips? Det er en form for plastre, der kan fjerne hudorme på næsen eller andre steder i et snuptag, og de er meget udbredte. Man kan dog også lave sine egne, og nogle anbefaler således at man bruger sugaring til det. En god ide vil være, ud over at rense huden godt inden brugen, at exfoliere blidt og dernæst dampe porene åbne. Husk også at vaske godt og lukke porene med koldt vand samt påføre fx sheasmør.

 

 

Kommentarer

Tak for opskrifterne, men har nu nogle spørgsmål om selve fremgangsmåden.
Du nævner ikke noget om alle ingredienserne.. altså sukker og citron skal i på samme tid eller om sukkeret først skal karameliseres inden du putter citron osv. i...

hilsen lisa

Jeg ved ikke om jeg helt forstår hvad du mener med, at jeg ikke nævner noget om alle ingredienserne :-) Men ja, de skal i på samme tid, ellers ville jeg have skrevet det, ligesom jeg gør med det glycerin, der ikke skal i på samme tid :-)

hejsa - jeg ser dine opskrifter er de samme som jeg selv finder andre steder og er glad for den udførlige forklaring - dog er der et sted jeg er i tvivl. du siger man skal påføre voksen i hårets groretning, lægge strip på og trække af mod hårets groretning - det er den måde jeg vokser med traditionel voks. fordelen med sukkervoks skulle være at man gør det omvendt og trækker af i hårets groretning... men det er måske kun når man ikke bruger strips? kh jette

Hej Jette,

Jeg kan godt forstå din tvivl, for den havde jeg også. Fordelen skulle netop være det, du nævner, ud over selvfølgelig at det er naturligt osv, men jeg har i ovenstående gengivet det, opskrifterne anviser. Jeg har selv forsøgt begge dele, med og mod, og man kan sagtens gøre det med håret groretning. Så smurte jeg sugaring på mod groretningen, stofstykke på og så hive med groretningen. Umiddelbart synes jeg ikke der var stor forskel, men hvis man fx oplever mange indgroede hår eller betændte hårsække, vil det sikkert være med at hive det af med groretningen. Jeg tilføjer lige muligheden i artiklen.

Øv, øv, det er et mega fedt koncept, men det vil bare ikke virke! Det eneste jeg fik ud af det var en klump enten for varm eller hård masse - og et brændmærke på mit ene ben ... Aner ikke hvad jeg gør forkert?

Øv da :-( Jeg vil umiddelbart tro at du har kogt massen for længe? Havde du et termometer til at holde øje med temperaturen?

Du skal i øvrigt altid lade den køle af, og så teste fx på håndryggen hvor varm massen er, før du smører den på.

Jeg har længe ledt efter en super god og effektiv metode til hårfjerning, men det er endnu ikke lykkedes mig at finde en effektiv metode. Lige indtil jeg fandt din selvfølgelig. Jeg prøvede den ene opskrift af i går, og resultatet er ganske fornuftigt, så tusinde tak for nogle gode opskrifter!

Hej!

Det her er måske nogle lidt dumme spørgsmål, men jeg stiller dem altså alligevel. Er det ligemeget, om det er rørsukker eller hvid sukker, og til den opskrift med honning og glycerin, er det så også helt uden betydning hvilken type honning? Jeg ligger nemlig kun inde med rørsukker og min honning er en lynghonning. Og vil glycerinen eventuelt kunne undværes...? Håber ikke, du føler dig tæppebombet med ligegyldigheder :)

Og så for resten en tak for vejledningen og opskrifterne - som mor vil man jo gerne se godt ud uden at hælde kemi på og i sin krop og uden at bruge en mindre formue, så det her er simpelthent intet mindre end perfekt. 

Venligst.

Der er ingen dumme spørgsmål! Okay, der er faktisk dumme spørgsmål, men det er ikke dem her :-D

Ja, alt sukker og honning kan bruges, og nej, glycerin er ikke nødvendigt - der er mange opskrifter på sugaring uden. Det absolut allervigtigste er konsistensen og temperaturen, så hvis du har et sliktermometer, vil det være særdeles nyttigt.

Og det var da virkelig så lidt :-) Jeg kan jo ingen ære tage for opskrifterne, blot formidlingen, sugaring er jo ældgammelt :-)

Hey...

Det er ingen hemmelighed at jeg er lidt af en tossei et køkken...;) 

Men synes ikke at min karamelmasse skifter farve, den koger op og skummer men ingen farveskift...??:) nogen bud på hvad jeg gør galt... Jeg bruger metode 2;)

Nå ja, det kan jo være det ikke er dig, der gør noget galt ;-) Hm, jeg har ikke rigtig nogen ide om hvorfor den ikke skifter farve. Opfører den sig ellers som du forventer? Altså bliver den til en masse du kan fjerne hår med?

Hej

Vil bare lige tilføje, at man for at forebygge de betændte hårsække,med fordel kan applikere en kombination af aloe vera gel og tea tree oil eller lavendel olie. Det virker både helende og antiseptisk. Hvis man så i ugerne efter man har foretaget sugaring også husker at skrubbe sin hud, kan man forebygge de indgroede hår.

Sikke en fin side du har, med interessante artikler.

Mvh Ria

Tak for de fine tips :-)

Min skiftede Heller ikk farve, kun i bunden... Men der kom skum på...jeg brugte metode 2uden vand, dog med honning.., så en mix af begge faktisk... (jeg prøvede at lave endnu en hvor jeg først kom honningen i efter Det var blevet farvet, og det er altså nemmere, da honningen laver en form for skum ovenpå, så man ikke kan se farveskift... I skal blot lave brune kartofler, uden kartofler, og tage det af når farveskift begynder... Sådan er det nemmere...

Du nævner at antibakteriel vask kan laves selv. Har du en opskrift mon? :)

Hej Sidsel, der er maange ting, der er antibakterielle - planter og fødevarer. Fx er kamillethe godt, eller noget med honning i, eller tea tree olie. Husk bare at æteriske olier ikke skal påføres rent men blandes med en bæreolie eller lignende.

Hejsa...

Nu er jeg mest til skraberen fordi jeg er en kylling :-)

Men vil lige høre om det gør ondt med sugaring? Og hvis jeg smører det på mit ben 

Skal jeg så trække det ned af mod anklen????

Hilsen det pylrede :-)

Hej Camilla,

Well, smerteopfattelse er jo uhyre individuel, men selv synes jeg det gør en lillesmule ondt. Dog intet imod dengang jeg tog et stort stykke af min ankel med en skraber LOL Om du trækker mod eller med groretningen afhænger af om du bruger stofstrimler eller ej (se oppe i artiklen) og vist også lidt af smag. Jeg gør selv det at jeg smører det på i grotetningen, og trækker imod med stofstrimlen.

Hejsa!

Denne opskrift er nu prøvet og godkendt. Jeg tog opskrift 2, og da jeg har et sliktermometer og har lavet bolcher i en del år, er sukkers smelteproces ikke helt uvant for mig :)

Jeg kogte det ved meget svag varme for (for at sikre at hele blandingen blev jævnt varmet) i ca 20 min, indtil temperaturen var 120. Jeg kan oplyse at den bliver 162 ved bolchekogning, og man bruger halvt så meget væske der, så ved de 120 kan sukkeret smelte uden at alt væsken er fordampet.

Det skummer når man rør meget rundt i det, og min masse var heller ikke helt gylden til at starte med, men efter at have stået ret længe forsvandt skummet og sukkermassen blev en fin gylden farve a la akacie-honning/lys sirup.

Jeg hældte en lille smule over i en dyb tallerken, og tog termometeret over i den. Resten lod jeg blive i gryden, som var fjernet fra varmen. Jeg lod massen i tallerken køle ned, mens jeg klippede en gammel t-shirt op. Da den var kølet tilstrækkeligt ned (tjekkede med en finger - og passer med ca. 40 grader) gik jeg i gang. Først lige en smule maizena - majsstivelse, ikke jævner - Brugte metode 2 - skrab massen på mod hårretningen - og jeg kan bekræfte at der skal bruges et meget tyndt lag! På med strips, tryk det lidt ned, vent evt lidt og så træk af. Det virkede! Massens konsistens var helt perfekt, og var laget tyndt nok kom det hele også af huden samtidig. Strips'ne var rimelig klistrede, og kunne derfor lige bruges en ekstra gang til at trække enkelte efterladte hår ud.

Efter lidt tid var massen kølet for meget ned, og jeg hældte derfor lidt ekstra oveni fra den stadig varme gryde. Det fungerede helt fint. Da jeg var nået til ben nummer 2 var den masse også kølet lidt ned, men jeg gav den 20 sekunder i mikroovnen og så var den perfekt igen. Pas på med ikke at give den for meget - massen må helst ikke boble!

Det tager ret lang tid, og det er lidt svært at komme til på undersiden, men man bliver nok bedre med rutinen. Jeg synes ikke det gjorde så ondt, lidt gør det jo, men meget mindre end hvis man plukker et enkelt hår ud af gangen, og meget mindre end den ene gang jeg prøvede Veet voksstrips. Mine underben blev ret fine, dog var der nu nogle hår der ikke kom med, men det havde nok hjulpet at tage et varmt bad lige inden, så huden og hårsækkene ville bløde lidt op, men det prøver jeg næste gang - det gør sikkert også endnu mindre ondt. Huden var lidt varm og irriteret bagefter, men det vil det jo være, så smurte med noget olie på det ene ben og aftersun på det andet (man går vel videnskabeligt til værks!) og dagen efter havde jeg bare de fineste, glatte og bløde ben!

Den tilbageblevne voks kom i en lukket plastikbeholder som jeg har stillet i et skab på badeværelset. Jeg tror ikke det skal i køleskabet, der er vist noget med kondens og krystallisering og sådan, men tiden vil vise hvordan det klarer sig i skabet. Min plan er at tage en skefuld og komme over i en anden beholder igen næste gang det skal bruges, i stedet for at tage direkte fra beholderen, pga. bakterier.

De brugte strips kom i en vaskepose - klistrede og behårede - og fik en 60'er vask, og de ligger nu klar til brug igen :)

Håber I andre har lige så meget held med det som mig - det er i hvert fald mit farvel til skraberen og/eller dyre klinikker.

Hej Katrine,

Tak for din supergrundige kommentar! Den skal nok komme andre til gode :-)

Mange tak for den gode opskrift (2). Den er afprøvet og blev super vellykket første gang. 2. Gang ville jeg prøve at undlade citron, da jeg har hørt det på sigt gør huden lysfølsom?! Jeg erstattede citron m vand og kogte under omrøring, som jeg gjorde første gang. Desværre blev det endelige resultat en hård fudge karamel agtig klump. Andre erfaringer med at undlade citron? Eller erfaringer med at citron reelt gør huden lysfølsom?

Hej Sarah, nej, har aldrig hørt om at citron gør lysfølsom. Det kan blege håret, er det mon det der tages fejl af? Men umiddelbart tror jeg ikke det hårde resultat skyldes vand i stedet for citron, men måske mere at den har kogt for længe?

Dejlig tråd, jeg vil straks kaste mig over opskrift nummer 2.

Alle citrusfrugter har en olie i skallen (og også lidt i saften) der trænger ind i huden og opvarmer denne indefra. Kombineret med sol kan det skabe pigmentforstyrrelser, brændvabler og almindelig irritation. De fleste steder der sælger æteriske olier advarer også om at opholde sig i sol når det er i kontakt med huden. Men så vidt jeg er orienteret er det altså kun når det er å huden og altså ikke noget der påvirker huden på længere sigt. Man skal altså bare ikke feks. spise appelsiner på stranden, eller smøre sig i citrusolier inden man går ud i solen. Så tror roligt der kan fortsættes med cotronsaft i opskriften så længe man altså ikek sidder i direkte sol og gør det. Og det er altså skallen størstedelen af "faren" er.

Tak for info, Clara!

Jeg kan i øvrigt tilføje, at hvis man ligger inde med en af de dersens OBH chokoladesmeltere som man alligevel aldrig bruger til noget, så er det perfekt til opvarmning af voksen, og til at holde den varm. Jeg satte den på temperatur 3, og på kort tid var varmet op, og satte den så ned til indstilling 2, og den temperatur syntes jeg var helt perfekt til brug. Så behøvede man i hvert fald ikke skynde sig!

Godt tip, Katrine - tak :-)

Hej! 

Kan disse opskrifter anvendes til en fuld intimvoksningen uden at det gør nogen skade?

Hej,

Sugaring kan sagtens bruges til fuld intimvoksning uden skade.

Jeg bruger selv opskrift nr. 2 til hele området down there, og jeg har ingen problemer. Jeg bruger metoden med påføring mod groretningen og strips hives af med groretningen. Det gør pænt ondt de første par gange, men jeg lover at det bliver bedre med tiden. 

Jeg elsker simplethen resultatet, så glat og fin man bliver :) og ikke mindst en bonus at man kan klare det hele selv, både lave voksen og selve hårfjerningen... og så til stort set ingen penge.

 

Til den der snakkede om citron og lysfølsomhed: Man kan udskifte citronsaft med æbleeddike, har dog ikke selv prøvet dette.

Det kan jeg ikke svare dig på - men jeg tænker at citronsaft i nærheden af slimhinderne fx måske godt kunne være lidt øv for sart hud?

Tak fordi du deler dine erfaringer, Maria!

Skønt med en dansk snak omkring sugaring!:) Tak for det. 

Jeg har stort set hele mit liv døjet med uønsket hårvækst som ikke er så normale for kvinder. Ergo har betalt ualmindelig svimlende beløb for at få det fjernet, både med laser på en privatklinik, skraber, epilator, voks hos kosmetologer og til sidst hjemme behnadling med Veet. Jeg ELSKER sugaring!! Thank God for denne gamle opskrift! Det tager helvedes lang tid, men det gør altså hårene meget finere og med tiden går der længere imellem de vokser ud! Jeg bruger eddike blandet med citron og har succes med det. Jeg bruger ikke strips og det tager noget tid at finde teknikken til hvordan man gør med hænderne. Lige lidt tips herfra:) Påfør handsker! Brug NITRIL gummi handsker og altså IKKE latex da disse går i stykker. Påfør talkum. Påfør masse MOD hårene og gerne gnid en masse, da dette vil få sukker partiklerne til at gå ordentlig ned i hårsækkene og derfor vil give et dårligt miljø for de næste hår der vil vokse ud. Når man har påført så sidder massen fast på hænderne og i et snup tag rykker man MED hårene. Man knækker hårene hvis man gør det skævt, så det er vigtigt det er i hårenes retning. Hvis man feks har et indgroet hår, så lad massen sidde på lidt. Når jeg er færdig er der altid lidt hår der ikke er blvete taget med, så skrubber jeg mig godt og grundigt for at undgå indgroet hår og efter badet bruger jeg en epilerings maskine til det sidste:) 

Ihh så skønt at være så blød efter. 

Håber I finder rådene nyttige og lad os dele hvad vi hver især har af små fif:) 

TAK for en god artikel. 

/P

Tak for dine tips, Pernille!

Hej

ville bare høre hvad det er for nogle strips i alle sammen snakker om og hvor man kan købe dem henne? :)

De er hjemmelavede ;-) Klip et gammelt lagen (eller andet stof, der ikke giver sig - dvs ikke t-shirts) i strimler á 7 x 25 cm, gerne med en takket saks, så de ikke flosser.

Hej,

Det lyder måske lidt dumt.. Men hvordan undgår I at det hele bare bliver til en stor klistret masse?.. Det gør mit nemlig :( :) 

Tak på forhånd

Mit bliver også en klistret masse, men det smører jeg så på med en pind i et tyndt lag, inden jeg bruger stofstrips til at hive hårene af. Gik du efter versionen uden strips?

Ja, gik efter den uden strips.. Det blev bare noget værre klisterstads som jeg slet ikke kunne arbejde med;) 

Jeg har ikke selv prøvet den så ved ikke rigtigt hvordan den skal være, men er det ikke noget med at den skal koge længere?

Det lyder super godt, det må jeg prøve! Hvor lange skal hårene være for at få det bedste resultat? :)

Jeg ved det ikke helt, anbefalingerne varierer lidt, men væsentligt kortere end med alm. voks, i hvert fald. Måske bare 2 mm? Prøv dig frem :-)

Hej!
Jeg prøvede opskrift nr. 2. Resultatet blev ikke helt uden hår, måske var det fordi det var første gang jeg prøvede, for hårene kan vel NÆSTEN ikke være for korte med sugaring?

Massen blev lidt tynd, men den var ok. Jeg syntes dog det gjorde ret ondt :/ havde hørt at det ikke gjorde så ondt som voks, har prøvet voks en enkelt gang og syntes næsten surgaring gjorde lige så ondt. Er jeg pivet, skal jeg bare vende min hud til det eller ? 

Ellers rigtig dejlligt at man kan fjerne hår (håber det bliver merer effiktivt efter et par gange) naturligt og uden at bruge en formue :) 

Hvis de er mere end et par mm burde det være fint, men jeg synes selv at de første gang efterlader flere hår end de næste :-) Gik du over samme område flere gange? Det gør jeg typisk. Jeg synes også det bliver mindre smertefuldt efterhånden, men hold lige øje med om dine smerter skyldes at du reagerer på en eller anden vis på det, for så er det måske ikke en god løsning for dig?

Jeg gik over området et par gange, men tænker lidt at prøve mig frem, har jo indtil videre kun prøvet det en gang :) 
Jeg tænker lidt det er lige som, da man begyndte at plukke øjnbryn, den smerte aftog hurtigt. Syntes det gjorde mest ondt på lårene, men vil prøve det igen og se hvordan det udarter sig :)   

Held og lykke med det :-)

Endelig hjemme efter ferien så jeg har kunne afprøve denne metode. Lavede opskrift nr 2 og selvom det tog noget tid før den var klar og nok er blevet lige tyk nok (metoden uden strips) så virker det jo, næsten alle hår er væk efter en klistrede indstats og synes selv det er rimelig smertefrit (kun taget underbenet for nu, men regner med at forsøge mig med bikini linie når jeg har lidt øvelse). 

 

Super glad for dette råd, glæder mig allerede til en mindre hårede verden :)

Tak for tilbagemelding, det lyder godt!

Hvor meget er 1/4 cup i dl ?

1 cup svarer ret pænt til 2½ dl, så 1/4 cup er 5/8 dl - hvilket bare er "lidt over en halv dl" :-)

Man kan jo bare bruge en dl i stedet for 1 cup. For alle ingredienser et jo angivet i cups og kam derfor for "oversættes" til deciliter. ... Vil prøve det imorn. ...

Ja, det kan man bestemt sagtens hvis det er alle ingredienserne :-)

Sider

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.