Back to top

Fryseren - din spare-ven

Jeg er så heldig at have plads til en dybfryser, og der er godt nok plads til meget i sådan en fætter. Men selv hvis du kun har en mindre fryseboks i dit køleskab, kan du godt bruge nedenstående tips. Der er 3 måder, fryseren kan spare én penge på:

Dåsemad

Dette tip gælder især dåsemad som fx bønner. Man giver nemt 16 kr for en dåse økologiske bønner, og det er jo mange penge. Derudover er dåser hverken smarte for miljøet eller sundheden, og det er derfor godt at spare så meget som muligt på dem.
1 kg økologiske tørrede kikærter koster ca. 31 kr. Når de er koft, er der ca. 2½ l. 1 dåse indeholder ca. 3 dl kogte kikærter. Det betyder, at der går 8 dåser på 1 kg. Prisen per 'dåse' af de hjemmekogte er så nede på knap 4 kr. Jeg koger en hel pose ad gange og fryser ned i små bøtter svarende til 1 dåse.
Hvis du har dyrket tomater i store mængder om sommeren, kan de også fryses. De skal bare vaskes først, og når de så kommer op ad fryseren, er skindet lige til at flå af uden skoldning. Så kan du lave tomatsuppe om vinteren uden at det er sindssygt dyrt. Læs mere om frysning af forskellige madvarer ved at google det!

Storkøb
Hvis du kan købe økologiske frosne grøntsager, når der er tilbud, kan du også spare. Det er dyrt at købe en pose ad gangen, når man lige har brug for den. Hold øje med tilbuddene og fyld fryseren op. Ærter, bønner, spinat og majs er bare så meget sundere og mere lækre fra fryseren end fra dåse.
Du kan også sammen med nogle venner købe stort ind fra en grossist, evt. lave din egen indkøbsforening til formålet. Jeg har fyldt fryseren op med lækre vegetarretter fra Hälsans Kök, som jeg købte sammen med nogle venner. Det er selvfølgelig et stort beløb på en gang, og det fylder godt, men man sparer 25-30% på den måde.

Færdigmad
HVis du vænner dig til at lave dobbelt-portioner af den mad, der egner sig til nedfrysning, har du altid mad til de dage, hvor I kommer sent hjem, eller der bare ikke er energi til det store madlavnings-cirkus. Take out er dyrt og for det mestes vedkommende usundt, og så er det dejligt med et sundt og langt billigere alternativ.
Når du laver dobbelt-portioner, bruger du jo ikke dobbelt så meget tid, og derfor kan man virkelig spare tid på den måde. Det kræver dog, at du har en god beholdning af fryse-egnede plastbøtter, men der er meget godt at hente i genbrugsforretninger og familiens skabe :-)

Kommentarer

Vedr. fryseegnede plastbøtter -det er jo ikke godt med plast,så er der ikke andet,du kan anbefale?
Fryser etc. du selv ned i plastbøtter?

ja, man kan bruge glas! dvs, ikke hvilket som helst slags glas, dog. det skal være fryseegnet, og det kan godt blive lidt pebret i anskaffelse. man kan dog også fryse i gammeldags ildfaste fade med låg. jeg har selv nogle af de store bodumskåle med plastlåg, og dem elsker jeg, men de er dyre! og så har jeg nogle frigoverre (også tætsluttende plastlåg), som jeg er vildt glad for.
jeg har dog ikke råd til lige at udskifte al plast med glas, så jeg fryser stadig noget i plast. jeg undgår så ting med tomat eller meget fedt, fordi det særligt er der, der sker en udskillelse. jeg undgår også at genopvarme i plast, men hælder over i tallerken eller andet.

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.